Spørgsmål og svar
Kan jeg få Fryserarkiv 2.0 tilsendt på en CD?
Det er ikke muligt at få leveret Fryserarkiv 2.0 på et fysisk medie. For at undgå ressourcespild og sikre lave omkostninger distribueres Fryserarkiv 2.0 udelukkende via internettet. Du er derimod velkommen til selv at opbevare installationsfilen til Fryserarkiv 2.0 på et hvilket som helst medie når du har downloadet det - men husk at du kun må bruge din licenskode på én computer.
Hvorfor kan jeg ikke betale med Dankort?
Når du køber en licensnøgle til Fryserarkiv 2.0 kan du betale med et kombineret Visa/Dankort, men ikke med et Dankort som ikke også er Visa-kort. Vi har valgt en betalingsløsning der minimerer omkostningerne per transaktion mest muligt, også for at kunne sikre den laveste mulige pris på Frysearkiv 2.0. Har du ikke Visa/Dankort eller et af de andre betalingskort som vores betalingsløsning hos Paypal tilbyder, er du naturligvis velkommen til at betale via bankoverførsel. Såfremt behovet viser sig større end først antaget vil det på sigt blive muligt at betale med almindeligt Dankort.
Skal jeg have en Paypal-konto for at købe en licens til Fryserarkiv 2.0?
Nej, det er ikke nødvendigt at have eller oprette en Paypal-konto for at købe en licens. Paypal opfordrer dig naturligvis til at oprette en konto, fordi de ønsker at du benytter deres services, men det er helt dit eget valg. Du kan sagtens gennemføre betalingen uden at oprette dig, hvis du ikke ønsker at benytte Paypal til andre formål.
Hvorfor er handelsvilkårene så lange, og skal jeg læse dem?
Der er mange ting man skal være opmærksom på ved internethandel, og som sælger på internettet er man underlagt et krav om at stille en række informationer til rådighed. Handelsvilkårene på Fryserarkiv.dk er alle relevante for dit køb af licens og beskriver fremgangsmåde og betingelser for en handel indgået med Sum Group via Fryserarkiv.dk. Når du køber en licens tilkendegiver du at du er bekendt med handelsvilkårene, så det er naturligvis i din egen interesse at læse dem.
Der er jo tale om fjernsalg - hvorfor er der så ikke fortrydelsesret?
Det er korrekt at der normalt er 14 dages fortrydelsesret når der er tale om fjernsalg, hvilket internetsalg hører ind under. Fortrydelsesret indebærer dog også at en vare kan tilbageleveres i samme stand som den er modtaget, hvilket ikke kan lade sig gøre med en licenskode. Når først licenskoden er dig bekendt, kan den ikke deaktiveres, og det er dermed ikke muligt at regulere om den er i funktion - derfor sidestilles fremsendelse af licenskode med at den solgte vare er taget i brug, og fortrydelsesretten bortfalder. Det svarer til at du efter at have købt et stykke software som du får tilsendt fra en internetbutik, bryder plomberingen og derefter ønsker at fortryde købet - det kan heller ikke lade sig gøre.
I stedet for 14 dages fortrydelsesret ved køb af licenskode tilbyder vi at du kan afprøve Fryserarkiv 2.0 i op til 14 dage, før du køber en licenskode. Dermed kan du selv vurdere om programmet lever op til dine forventninger og behov, samt om det kan fungere på din computer. Du forpligter dig på ingen måde ved at downloade og afprøve Frysearkiv 2.0 i op til 14 dage, og programmet deaktiveres automatisk ved prøveperiodens udløb hvis ikke du aktivt køber en licens her på Fryserarkiv.dk.







Har du brug for hjælp eller har yderligere
spørgsmål er du velkommen til at kontakte
os på
help@sumgroup.dk.